Velkommen

Kennel Felukka

Det at have hund har altid været en selvfølge for mig, og mine hunde har altid haft betydning i familiens tilværelse. De har passet på folk og fæ. De har leget med børnene, gået ture med dem, trukket deres slæder gennem sneen, badet sammen med dem ved vort sommerhus osv.

At valget i sin tid faldt på en rottweiler, er ikke et tilfælde, da racen i mine øjne er uforlignelig med fremragende egenskaber.
Jeg fik min første rottweiler i 1969 og alt mit opdræt kan føres tilbage til denne tæve, som var HD-fri, AK og PH-kåret.

Først i 1990 erhvervede jeg kennelmærke og har siden opdrættet et kuld ca. hvert år. Som opdrætter anser jeg det for meget væsentligt at have en sund og stærk tævelinie med et godt nervesystem. Det er en selvfølge, at mine hunde altid har været avlskårede i Rottweilerklubben og så vidt muligt også brugskårede, hvorefter jeg har bestræbt mig på at parre mine tæver med de bedste brugshanner, om hvilke der har været så meget tilgængelig oplysning og viden som overhovedet muligt.

Når jeg har hvalpe, bruger jeg megen tid på hvalpene - hvad kan man andet, de er fuldstændig uimodståelige - sørger for at de bliver præget i et stimulerende miljø af børn og voksne.